Mere om oplevelsen

Program:
- Kl. 10-10.45: Rundvisning i Folketinget. Mødetid er 15 minutter før, da man skal igennem et sikkerhedschek.
- Kl. 11.30: Frokost i Folketingets restaurant Tårnet, hvor der serveres:
2 smørrebrød efter kokkens valg
1 øl eller 1 glas vin eller en vand.
Kaffe og chokolade
- Kl. 13.15: Rundvisning i Riddersalen med gobelinerne samt de pragtfulde sale på Christiansborg Slot.

Arrangementet slutter cirka kl. 14.15.

Ved bestillingen bliver du bedt om at angive alle deltageres navn og adresse. Oplysningerne samles hos FDM. På billetterne fremkommer kun bestillers navn. Oplysningerne om navne og adresser videregives til Folketinget på en samlet gæsteliste fra FDM .

FOLKETINGET OG CHRISTIANSBORG SLOT
En rundvisning i Folketinget varer ca. 45. minutter og kommer omkring statsministerportrætterne, Landstingssalen, Vandrehallen, grundlovene, Samtaleværelset, udvalgstavlen og Folketingssalen (hvis der ikke er møde i Folketingssalen). Rundvisningen varierer afhængigt af, hvad der sker i Folketinget den pågældende dag.

Rundvisningen på Christiansborg Slot varer cirka 1 time. De storslåede pragtsale og gemakker på Christiansborg Slot anvendes af Dronningen til officielle begivenheder som audienser, nytårskur og ambassadørmodtagelser. Riddersalen danner rammen om kongelige aftenselskaber og gallamiddage ved statsbesøg.

De mange sale omfatter blandt andet Tronsalen, Riddersalen, Taffelsalen og Biblioteket. De er rigt udsmykket med kostbare materialer og kunstværker af nogle af Danmarks bedste kunstnere.

I den smukke Tronsal modtager Dronningen konger, præsidenter og ambassadører, når der er statsbesøg, gallamiddag eller nytårskur på slottet. Det er også fra Tronsalen, at landets statsminister træder ud på balkonen, når der skal udråbes en ny regent. I tronsalen kan I også se de flotte tronstole, som ikke bliver benyttet af Dronningen, men som står i salen som et historisk minde fra enevældens tid fra 1660 til 1848.  

I Riddersalen kan I se de 17 gobeliner, som blev bestilt til Dronning Margrethes 50 års fødselsdag i 1990. Gobelinerne blev lavet af les Gobelins i Paris. En række danske firmaer og fonde gav penge til den store gave, men også den franske stat afholdt en del af udgifterne.

Billedkunstneren Bjørn Nørgaard har malet de kartoner, som gobelinerne er vævet ud fra. Gobelinserien beskriver danmarks- og verdenshistoriens gang. De kommer blandt andet omkring vikingetiden, middelalderen, enevælden, reformationen, 2. verdenskrig, nutiden og endda fremtiden, og på Gobelinerne kan blandt andet ses konger, statsoverhoveder og store personligheder.

Den danske kongefamilie er også vævet ind i den store gobelinfortælling, hvor der også er referencer til Bjørn Nørgaards tidligere værker.

Efter rundvisningen er slut, kan I gå på opdagelse i Slotsbutikken, som er Christiansborg Slots egen gave - og souvenirbutik. Her kan I blandt andet købe smykker, tekstiler, porcelæn og andre varer med tilknytning til de kongelige samlinger og meget mere.

FORBRUGER- OG KØBSINFORMATION
FDM forbeholder sig mulighed for aflysning/sammenlægning af grupper i tilfælde af for få tilmeldte. 
 
Husk at logge ind for at få din medlemsrabat.